Nana Wad

Chianti Classico – Il Gallo Nero 2016

Nana Wad d.

Chianti Classico – Il Gallo Nero 2016

Hvad laver en sommelier? Hvis man ikke arbejder på en restaurant eller sælger vin i en vinhandel? Når man som jeg bruger næsten al sin tid på at kommunikere om vin, hvad er det så tiden går med, når man ikke sidder og slår i tasterne eller står og fortæller kunder og gæster om hvad de har i glasset?

Tiden går især med at rejse og smage, smage, smage. Og spytte ud. Og når noget er rigtig godt, kun spytte halvdelen ud. Og det er sjovt at smage på mange forskellige vine og samle på smagsindtryk, som man kan omsætte til små krukkede vendinger som nedfaldne æbler, spegepølse, kostald, yoghurt, tobak og sådan noget, som alligevel aldrig har været, aldrig vil blive egentlige ingredienser i vin.

 

CHIANTI CLASSICO I HJERTET AF TOSCANA, SOM SMAGES I FIRENZE.

Den smagning jeg holder mest af afholdes årligt i Firenze, arrangeret af Chianti Classico konsortiet. Det er en fremvisning for verdens vinpresse og vineksperter af den yngste årgang Chianti Classico vine, ofte endda fadprøver af vine der ikke er flaskede endnu, samt de forskellige kategorier Chianti Classico Annata, Chianti Classico Riserva og Chianti Classico Gran Selezione og tidligere årgange af de tre kategorier, som man kan gensmage og opleve hvordan samme vin udvikler sig år efter år. Der er sat to fulde dage til rådighed til at smage fra kataloget af hundredevis af forskellige vine, og det kan selv en trænet vinsmager ikke nå, så der må selekteres nøje, med et vist formål, en strategi for missionen. “Chianti Classico Selection 2016” var en ganske særlig jubilæumsevent, nemlig 300- året og fejringen af stiftelsen for Chianti Classico konsortiet, som også har navnet “Gallo Nero”, den sorte hane som er symbolet for denne toscanske vinregion. Det var nemlig i 1716, at storhertugen, Medicien Cosimo III officielt optegnede produktionszonen af Chianti vine, og således skabte konsortiet der den dag i dag fortsat er brancheorganisationen der varetager denominationen DOCG Chianti Classico, her under regler for produktion, fremstillig og beskyttelse af varebetegnelsen Chianti Classico. Dette under strenge regulationer og geografiske grænser. Konsortier for vinregioner findes region for region over hele Europa, men Chainti Classico konsortiet er Italiens ældste og mest historiske. Det er konsortiet der nedsætter regler for hvilke druer, der må anvendes, hvor lidt eller meget fadlagring og flaskelagring vinene skal gennemgå og ikke mindst, hvor præcist vinene skal komme fra mv., for at vinmageren kan få lov til at anvende de fornemme appellationer på etiketten. Det er i øvrigt ikke hvem som helst, der kan stille op til bestyrelsen.

Historisk set og siden grundlæggelsen, som altså i år er 300 år gammel, har det været Toscanas adelige, politiske og finansielle magthavere, der har fuldbyrdet deres overlegne indflydelse her, og sådan er det den dag i dag. Det er vigtige folk af de store, historiske familier og al den aristokrati og rank stolthed skinner igennem i meget i Toscana. Også i vinene.Også i den smagfuldt overdådige, men på ingen måde prangende, iscenesættelse vi vinpressefolk bliver inviteret til for at smage på dette års præcist 587 forskellige vine hvor af 47 er forsmag fra fadprøver af årgang 2015 og bare 70 flasker udgøres af den ganske nye appellation Gran Selezione, som meget frit oversat er en slags Chianti Classico’s svar på Grand Cru. Eller som de selv siger – toppen af pyramiden. Smagningen holdes i de forhenværende stationsbygninger “Stazione Leopolda”, her er der bogstaveligt højt til loftet og det er klogt at vælge meget høje rum af sten og marmor for duftene og dampene fra mere end 1000 vine ( der er flere af samme flaske åben på en gang ) kan virker ganske bedøvende, nærmest sløvende, som det kan ske i Bella Center eller Herning Messe Center. Men her er lidt anderledes, her ser så smukt ud og man bliver ganske glad og let betaget, når man træder ind over den enorme røde løber, forbi den store, sorte hane, Il Gallo Nero, og de mange meter lange, tykke fløjlsforhæng glider til side og blotter ét langt bord af verdens måske bedste vine linet up som unge, slanke soldater på rad og række.

Langs dette nærmest uendelige langbord er placeret mindre firemands-borde med 6 vinglas, servietter og små tørre kiks, just in case. Med sig fra indgangen har man et med et tykt katalog af vinene opdelt i forskellige kategorier, så man kan sidde og summe lidt over, om man vil smage vine fra samme zone eller sub-zone, eller man vil smage den samme vin vertikalt (samme vin i flere årgange ), om man vil smage en producents fulde portefølje af vine på en gang eller bare være fuldkommen smags-anakist. Om man vil smage på Riserva årgange fra forskellige producenter men samme årgang eller hvad. Det er lidt som at vinde i konkurrencen – “tøm Fona på fem minutter, hiv alt det du vil ha’ ned fra hylderne”, det her er bare meget, meget bedre, og jeg har hele to dage, fra kl. 9 til kl. 19. Der er sommelier-service for os forkælede vinskribenter, så vi afleverer vores lille menuafkrydsning over hvilke 6 vine der ønskes smagt i første omgang til de flotte sort / hvid uniformerede sommeliere.

 

Chianti Classico

Navnet betegner en præcis type vin, produceret inden for den geografiske zone Chianti. Kun disse vine må bære Chianti Classico betegnelsen og symbolet Gallo Nero, den sorte hane. De 9 kommuner der omfatter Chianti zonen, hvor vinene kan kaldes Chianti Classico er opdelt mellem de to byer Firenze i nord og Siena i syd. 

 

Til Firenze hører:

San Casciano in Val di Pesa

Greve in Chianti

Tavarnelle Val di Pesa

Barberino Val d’Elsa

Poggibonsi

 

Til Siena hører:

Radda in Chianti

Castellina in Chianti

Gaiole in Chianti

Castelnuevo Bararedenga

  

 

50 SHADES OF SANGIOVESE – DET ETRUSISKE ARVEMATERIALE.

Det er Bon Bon land for voksne. Det er et spændende arbejde at være på, og det kræver sin næse, sin koncentration og så sandelig sin kvinde at holde tungen lige i munden, bogstaveligt talt. Dette er ikke en smagning af hvid, end Castello di Fonterutoli 2012, som har en reminiscens af 90’ernes kokos, men nu svøbt i hindbær, blød og veltillavet, og i denne omgang klart en favorit.

 

Forskel på vinen Chianti & Chianti Classico 

Chianti vinene skal pr. definition udgøres af minimum 70 % Sangiovese og må bruge andre druer til de resterende 30 %, her af må 10 % være hvidvinsdruer. Chianti Classico skal pr. Definition udgøres af minimun 80 % sangiovese, og maks. 20 % øvrige druer, her af ingen hvidvinsdruer. For Gran Selezione versionen af Riserva gælder yderlige parametre for drueudvælgelse og fadlagringsperiode. Forskellen på kravene om drueudvælgelse, hektarudbytte, alkohol og lagring betyder overornet (og naturligvis meget generaliserende) at Chiantivinene typisk er lettere i stilen, mens Chianti Classico-vinene er mere fokuserede, mere intense.

 

Chianti betydning

Navnet betegner det ved lov af 1716 definerede geografiske terretorier der dækker 9 kommuner i Toscanas provinser Firenze og Siena. Læs også vores artikel Toscana – Home away from home. Navnet Chianti betegner også vine fra Toscana lavet på Sangiovese, men ikke fra den geografiske zone “Chianti”. rød, rosé, eller smagning med store åbenlyse forskelle som kontrasten mellem en spinkel Alsace vin og en fyrig, krydret australsk rødvin. Dette er i princippet SAMME VIN i more than 50 shades of... og nuancerne der i blandt. Det er hundredevis af udtryk af samme drue med eller uden hjælp af support-druer, men dog med Sangiovese-druen som DNA, som toscansk aristokratisk blåt blod på flaske og det er ufravigeligt, at det hele smager af Sangiovese, af Toscana, af det smukke, stolte etruskiske arvemateriale. I den sammenhæng er det fantastisk, at det er så fokuseret. At jeg ikke skal forholde mig til kvaliteten af vine, der smager af flødeboller, vine der skal komplimenteres for smag af finsk lakrids eller have point for at præstere 15 % alkohol og sort farve, eller at jeg skal trættes med hvidvin der smager frækt, friskt af ananas. Her er suppen den samme, med modifikationer, og det er sofistikeret og stilsikkert. Jeg starter med at smage den nye kategori ”Gran Selezione”.

 

CHIANTI CLASSICO GRAN SELEZIONE 2012

Dette er en ny kategori, lanceret i 2015 med den første årgang frigivet af årgang 2010. Det

er en overbygning på den almindelige Chianti Classico ( annata ), og Chianti Classico Riserva.

Forskellen på de to er henholdsvis 12 måneders fadlagring og 24 måneders fadlagring og for begge gælder, at de skal være frembragt på minimum 80% Sangiovese-drue og eventuelt 20 % andre druer som traditionel set er de andre toscanske varianter Canaiolo og / eller Colorino, men som det blev en tendens op gennem 90’erne også franske druesorter som Cabernet Sauvignon eller Merlot. Eller lidt af begge dele. Gran Selezione er som ordet antyder en grandiøs selektion, og således en mere fornem udvægelse, med strengere, endnu mere definerede krav. Der skal minimum 30 måneders fadlagring til og druerne skal alle være fra egne marker – altså må de ikke være købt andetsteds fra, som ellers kan være almen praksis. Toscanas svar på en top kategori a la Grand Cru i Bordeuax og Bourgogne.

Jeg finder vinene i denne kategori meget forskellige, men falder umiddelbart for Castello di Ama 2013, som forekommer mig som en moden, mørk dame som nok kunne være træt, men som er lidt u-styret i sin natur, derfor er syren livlig og stadig dejlig knibsk. Fontodi’s Vigna del Sorbo 2012, dufter voldsomt af bounty-bar, og wow, det gør mig meget nysgerrig, og ganske rigtigt er vinen blød og glidende men heldigvis stadig tør og fast..… Tenuta Cappellina 2012 er ganske fin, elegant som på høje hæle og fint parfumeret, slank som en smuk kvinde og helt anderledes.

  

CHIANTI CLASSICO ANNATA DOCG 2012

Klarer sig generelt rigtig fint, her 4 år efter høsten, og jeg nyder at Castello di Lamiole er ganske vidunderlig, ikke særlig stram, men saftig og slank og uden rå kanter, dog med et pænt lille snerpet efterbid. Lornano er en stor overraskelse, 100 % Sangiovese som klarer den helt uden støttepædagog af andre druesorter, som man gerne må bruge op til 20 % af, ofte for at gøre den noget stramtandende Sangiovese mere imødekommende, mere blød. Men her er det lykkes at frembringe en flot 100% Sangiovese-vin som i sig selv er blød og ren, usminket men fuldendt. Det er noget af det modsatte der sker med Castello di Fonterutoli Ser Lapo Riserva Privata, som er lavet af 85 % Sangiovese rundet af med 10 % Merlot og 5 % Cabernet Sauvignon. Den er langt mere maskulin, struktureret med federe tanniner. Flot fyldig og mere rustik, men meget velformet.

 

CHIANTI CLASSICO RISERVA 2013

I denne kategori er der i min smag to klare vindere fra to producenter, jeg nærmest elsker og  aldrig bliver træt af. Castellare di Castellina’s vine er altid rene, smukke, klare – seriøse og elegante. Husets top vin I SODI DI SAN NICCOLO er blandt verdens bedste, mener jeg og det er jeg ikke ene om, men deres Chianti Classico Riserva er her blandt dagens højdepunkt, og barren er ellers sat virkelig højt! Wow, sådan en fin sag. Det er jo utroligt så spinkel man kan være, og dog præstere så enorm skønhed og gennemslagskraft. Dette er kønne, sofistikerede vine med præcision og simplicitet. Næsten et skandinavisk “less is more”. Da jeg smager på Castello di Monsanto Chianti Classico Riserva 2012, siger jeg med det samme til mig selv inden i hovedet og skriver i mine noter “den bedste vin. Helt perfekt”. Og det findes jo teknisk set ikke…. men det er det, der gør vin fantastsik. Det er skønheden og oplevelsen af er skønhed er autonom, subjektiv og umiddelbar. Derfor tilhører vin som musik faktisk kategorien: kunst. Lige så ligegyldig og ugyldig – lige så storslået, betagende og bevægende kan vin være. Eller som popkunst, bare velsamgende og behagelig. Men der er som i kunst et overordnet krav og en betingelse om ordentlighed. Gode materialer, forståelse for komposition, balance harmoni, og for de modige vinmagere, at nedbryde dette og genskabe.

God vin er ikke sjusket, god vin er et håndværk deraf kommer skønheden. Det er på ingen måde sikkert, at Monsantos Chianti Classico Riserva 2013 var smagningens bedste vin – det findes ikke; den bedste. Men for mig var den. Den appellerede til min idé om Sangiovese som en stram, flot arketypisk toscansk druesort med elegant figur og sikker syre til at holde den årvågen, skarp og levende. Teknisk set er denne vins druemost vinificeret på ståltanke, hvor den har ligget og ladet sig udbløde ca. 20 dages tid, inden den er hældt på små franske fade ca. halvandet år, og så fået minimum 3 måneders ro på flaske, inden den er frigivet. En meget almindelig opskrift på den kategori af vin.

Alligevel gjorde den noget særligt, der var en uhyre fin afstemning af syre, fin rød frugt – en ganske rolig balance mellem smagselementerne og en fin elegance der aldrig blev for elegant som i besmykket eller fornem. Bare smuk, ren og glidende. Hvis Castello di Ama 2013 Gran Selezione var en mørk moden dame, Fontodi’s Vigna del Sorbo virker veltrænet, Ser Lapo Riserva er flot, muskuløs og potent, hvis Lornano er Audrey Hepburn og Castellare di Castellina Riserva 2012 er Kate Moss så er Monsantos Riserva version af Chianti Classico 2013 en engel. Og sådan er det at arbejde som sommelier. At smage, smage, smage – og er man heldig smager man på en helt bestemt kategori af vine man i forvejen holder meget af, som jeg holder af Toscanas Chianti Classico, og især når de smages i Firenze, under de høje lofter på Stazione Leopolda og når jeg ved, den by jeg elsker allermest ligger og venter på mig bag de store fløjlsgardiner.

Og når jeg skal med en god kollega ind og smage på Italiens mest berømte Negroni på en lille bar der er kendt for det samme, og når jeg ved jeg skal slentre langs Arno-floden forbi Ponte Vecchio med Monsanto-vin i blodet og besøge mine gode venner på Piazza Santa Croce, mens jeg kniber mig selv i armen og husker mig selv på, at jeg er på arbejde.