Nana Wad

Dagbog og Italienske vinoplevelser fra Trentino til Calabria

Nana Wad d.

Dagbog og Italienske vinoplevelser fra Trentino til Calabria

Jeg elsker Italien. Jeg er en af dem. Af de tusindevis af danskere der siden barndommen har fortabt og forelsket sig i verdens smukkeste land. Jeg har som barn kastet mønter i Trevi Fontænen i Rom, drukket varm chokolade på den historiske Antico Caffé Greco, besøgt John Keats ”The Shelley House” ved Den Spanske Trappe. Jeg har leget med rødstribede katte på Forum Romanum og faldet i søvn i store pastaretter på romerske trattoria’er kl. 23 om aftenen, helt smasket som 8-årig, mens de romerske børn stadig løb legende omkring. Jeg har grædt over Botticellis ”Venus Fødsel” på Firenzes Ufizzi Galleri og forelsket mig hovedkulds i Michelangelo’s nøgne David som 12-årig. Jeg har tomlet mig over alperne og landet fattig, men ung og i højt humør med rygsæk og bare ben, foran Milanos største modebutikker. Jeg har sovet på banegården i Firenze og blevet vækket om morgenen af Carabiniera, der kom med kaffe og bad os stå op. Nice.

Jeg har i mit arbejdsliv med vin lavet nærmest barnlige overspringshandlinger for at komme afstem så meget som muligt på arbejdsture til det lange land, men især til Piemonte, til Ligurien ( den italienske riviera ), til Veneto naturligvis men aller mest til Toscana. Igen og igen og igen. Jeg er blevet håndlæst som 22-årig med besked om en fortid som grevinde på et Castello mellem Firenze og Siena, og jeg tror da på det! Naturligvis. Her hører jeg til. Så…. Som sommelier vil jeg professionelt altid sige – ”de bedste vine findes over hele verden, franske vine har det hele, spanske vine er fantastiske, den nye generation af Australske vine sparker r.., Argentina er et formidabelt og kulturelt vinland, tysk vin er vel teknisk set verdens bedste”, men jeg vil til en hver tid hviske dig i øret at Italien…. Italien er det smukkeste, det mest kulturelle, det sjoveste, det fornemmeste, det mest bjergtagende vinland på kloden – de italienske vine beruser dig i mere end en forstand. Fordi de er så italienske. Men man er imbecil, mens man er forelsket. Ukritisk mens man føler sig mest skarp. Barnlig mens man tror, man er sofistikeret. Banal bedst som man mener sig dyb og speciel. Det gik fornylig op for mig, at jeg som enhver anden tåbelig turist har talt om og betragtet Italien som ét sted. Ét land, baseret på mine utallige besøg i lige netop, og næsten kun, de regioner og steder som ALLE elsker. Det er som at falde i dyb, indbildt intim forelskelse med klassens flotteste fyr, eller med George Michael eller Pavarotti eller med omvendt tegn; Kronprisesse Mary eller Beyonce. Jeg tog fornylig en vintur fra det nordlige til det sydlige Italien. Eller skal vi tilføje Republikken Italien. Den lange støvle der består af 20 regioner med langt mere forskellig kultur end vi oplever fra Thyborøn til København. Langt mere forskellige traditioner,landskab, sprog, identitet. Og vin.

Der hersker enorme regionale forskelle, og italienerne er, om noget, et folkefærd, der værdsætter,dyrker og med stolthed bevarer det lokale. Og netop nu, hvor restenaf verden ( Danmark for eksempel, læs fynsk rygeost, æbler fra Fejø, vesterhavsost ) sværmer for det lokale, det oprindelige, det nære og naturligt tilgængelige er det værd at stikke sin vinnæse ned gennem Italien fra nord til syd. For Italien har mere end noget andet vinland bevaret de oprindelige druesorter tilhørende de respektive regioner og den tilhørende vinkultur. Sangiovese er Italiens mest udbredte blå druesort og blandt verdens ( og undertegnedes ) mest beundrede, men der findes et hav af andre druer, som faktisk karaktermæssigt og på forunderligvis udtrykker lidt om den region de repræsenterer. Dertil kommer en masse andet.

Altså kultur og natur og tradition. Og praktiske omstændigheder. Derfor vil jeg nu, fortælle om to forskellige rejser i Italien inden for samme måned. Den ene gik til det nordligste Italien, nemlig Trentino på grænsen til Østrig, den anden til Calabria i syd, støvlens fod og svang mellem det Tyrrenske hav mod vest og det Ioniske hav mod øst.

 

Trentino 

Jeg stod på toget i Firenze en varm sensommerdag og begav mig nordpå til Trentino for at smage på de norditalienske vine. Dem kendte jeg da i forvejen, mente jeg, for her nordpå dyrker man vel ”bare” Pinot Nero ( det italienske navn for Pinot Noir ) og sprøde hvidvine og mon ikke der ser lidt alpint og Tyroleragtigt ud, tænkte jeg. Hovedstaden i Trentino hedder Trento. Og hvis jeg var nervøs for at bevæge mig alt for meget nord på, for så at miste det italienske til fordel for noget mellemeuropæisk og østrigsk udseende ( ja, det var jeg nervøs for ), så blev jeg overrasket og lettet over, hvor utrolig Italiensk denne by ser ud arkitektonisk, toppet op af italiensk atmosfære.

Byen er grundlagt af romerne og er et historisk og kulturelt smørhul for Italiens kunst- og kulturhistorie. Trento betragtes som den nordligste af de større italienske byer, der er mere venetiansk end tysk-inspireret. Her er smukt som på et postkort. Brostensbelagte gader i et fint netværk omkring det smukke torv, sirlige fontæner og et overdådigt og udsøgt udvalg af fortovsrestauranter og palazzo'er med gårdhaver og fri entré. Og så er hele byen fuld af blomster! Det, som dog slår mig, er den høje klare blå himmel og dette næsten nordlige lys over den smukke by og de snebeklædte bjergtinder i horisonten. Vinene her fra minder så herligt nok om det hele. Det skal siges, at jeg IKKE hælder til den oplevelse, at Italien på nogen måde er et utjekket land med rodet administration og bureaukratiske forhold i offentlige sammenhænge. Tvært i mod. Jeg er vant til at mine rejser er ekstremt velorganiserede. At kaffen serveres øjeblikkeligt, og at den smager bedre end andre steder. At togene går til tiden og hele tiden. At hotellerne er tjekkede, at folk taler engelsk, at servicen er i top, og at der er meget rent på gader, på restauranter, offentlige toiletter osv.

Jeg har aldrig set en hundehøm eller en brækklat a la Gothersgade lørdag morgen noget sted i Italien. Maden er bedre end de fleste steder i verden, og ofte serveres der et glas vin på toget mellem Milano og Rom. What’s not to like. Men jeg er også forkælet, vant til det tjekkede, mondæne velhavende Toscana og her endnu længere nordpå, var mine almindelige, forventninger øjeblikkeligt indfriet. Her var ( næsten ) det hele. Ualmindelig smuk arkitektur, et tight og velorganiseret program fra de lokale arrangører, en guide der talte flydende engelsk og ringede på hotelværelset for at sikre sig man var vågen, og vinene mindede faktisk i ordentlighed, afstemthed, velsmag og profil om det hele. Ingen slinger i valsen. Godt nok fandt jeg aldrig noget, der overhovedet svarede til Toscanas stolte, ranke vine eller Piemontes dyrebare kronjuveler af støvede, elegante Baroloer. Men de indfødte druer Teroldogo, Lagrein, Schiavia og Marzemino gav alle mineralske, køligklima rødvine med fin frugt, spændstige former og rene klare linier. Især var det Marzemino-druen, der imponerede. Krydret og slank, perfekt lidt afkølet og gerne til fisk. Vine som ikke var særligt fadlagrede, pæne, slanke vine som for den nysgerrige – ikke den der går med livrem, seler, bind for øjnene og skyklapper - ville være et fint alternativ til standard Pinot Noir, til Blauburgunder fra Østrig, endda til Barbera fra Piemonte. Diskrete men stilsikre rødvine uden de store muskler men med karakter og en samhørighed med det lokale køkken og den noget kølige sydtyrolske, rene luft. De hvide var vel de bedste. Müller Turgay er den udbredte drue. Hvor usexet kan det blive, og så til vin. Italiensk vin.

Druen Müller Thurgau har, formodentlig kun pga. et navn der lyder som en tyndhåret, tysk tandlæge, bare ikke haft et specielt ombejlet image. Hvis man kan tale om mobning inden for druesorter, er Müller Thurgau vel et eksempel på et offer. Men så har den da kunnet være lidt i fred og koncentrere sig om sit arbejde med at lave fine, syrlige, friske og velsmagende hvidvine, uden at rende rundt og blære sig som Chardonnay eller Pinot Grigio. Den første dag kører den nette lille bus os ( 8 sommelierer fra hele verden ) ud af Trento og op i højderne på de smukke rolige bjerge, flankeret af sirlige vinranker og de næsten konditorlignende fint snetoppede tinder.

 

Undervejs standser vi og tumler ud af bussen til et velforberedt vinmakkerpar, der med andægtighed viser os terrænet og byder på et lille glas ung, frisk hvidvin. Ingen synes ikke, at dette ikke smager godt. Især sådan ”right here, right now” ( vinen får altid en ekstra dimension, når man drikker den samtidig med man skuer ud over vinmarken, hvor druen er født ). En britisk journalist spørger ”hvorfor sætter I ikke jeres navn, eller markens navn eller et ”fantasy-name” på etiketten, og undlader at skriver ”Müller Thurgau”?”, underforstået at det er kikset branding med det druenavn. Vores vinmand kigger forundret på ham og svarer ”But we love our Müller Thurgau!”. Sådan. Det sagde alt. Jeg kan godt forstå ham. Det er meget at beundre ved disse perfekte og rene vine, som udtrykker syre og finesse allerbedst i højderne, altså her på de kultiverede terrasser på bjergskråningerne i Valle de Cembra, hvor der er klart og køligt.

Det italienske vine fra det nordlige Trentino er lige så italienske, som den natur de lever af, som den forfinede arkitektur i byen Trento og så passer de fantastisk til det lokale køkken. Müller Thurgau er for Trentino, hvad Sancerre er for Loire Dalen. Forskellene er på de to er mange detaljer, en af dem er prisen. Trentinos hvidvine er ikke- hypede vine, med diskret profil og pga. Det lidt noller navn er de til gengæld ofte virkelig value for money. Især var det en stor oplevelse at smage de mousserende Müller Thurgau vine, oftest lavet på methode traditionelle, altså samme procedure som man anvender til champagne. Lige netop til boblerne udmærker Trentino sig til noget nær perfektion, det er netop det lidt kølige klima med højdevariationen og den klare bjergluft, der skaber flot potentiale for sprøde, liflige, friske og elegante boblevine, der til sammenligning kan gøre det virkelig godt ud som alternativ til de mere pricey, franske Cremant’er og dyre Champagner. Den mest kendte er Spumanten Ferrari, et flagskib for Tentinos gode mousserende vine. Sammenfattende var mit indtryk, at Trentino er italiensk, med en særdeles midteuropæisk profil. Hvis jeg alligevel savnede noget, var det noget latino charme, med alt hvad det indebærer. Der manglede måske lidt temperament. Hvis man altså godt kan lide det. Sådan var vinene også. Veltillavede, lidt diskrete ( ikke kedelige ), men lette i stilen og med fokus på perfektion, mere end på personlighed. Men jeg glemte måske at værdsætte alt det meget ordentlige, det veltilrettelagte og velfungerende. Jeg nød det bare, som man nu som danske gør, fordi vi er så forvente.

 

Et par uger senere lander jeg i transit i Rom, og skulle videre med indenrigsfly til den syditalienske region Calabria, den næstsydligeste del af Italien, Sicilien er det sydligste. Det fly misser jeg godt nok, jeg satte mig i Ferrari-baren og talte lykkeligt på mit gebrokne italiensk henover 3 store glas bobler fra den nordlige del af Italien, jeg netop havde besøgt. Flyet fløj uden mig. Men AirItalia er effektive og har mange faste afgange, så heldigvis var der en ledig plads et par timer og et par glas Ferrari mere. Jeg landede i Calabria og kørte til et enormt hotel på motorvejen. Et hotel, som jeg husker dem fra en anden tid, hvor trenden var imposante hotelmiljøer af kæmpe lobbyer, uniformsklædt personale, tunge sofaarrangementer og en modernistisk frisk kombination af lys marmor og børstet stål i interiøret.

Programmet havde jeg faktisk ikke læst igennem, det plejer at spille max, og jeg var inviteret af det Italienske handelskammer i Danmark. Jeg havde takket ja til turen, fordi jeg var nysgerrig for at opleve det sydlige Italien og især denne måske mest ukendte af alle regioner. Jeg vidste en del om vinene her fra, men slet ikke nok, og var meget nysgerrig efter at finde dna’en af denne region via dens vine og egnsoprindelige druesorter med smukke, sensuelle navne som Galoppen, Magliocco, Nerello Capuccio, Mantonico Bianco, Greco di Bianco og flere til. Turen blev en stor oplevelse. Og meget andet end vin. Jeg fik forstået min egen indsnævrede og begrænsede viden om Italien, om den store, store forskel fra nord over midt til Syditalien. Calabrien ( på italiensk Calabria ) er en betagende smuk og uberørt bjergregion, med simpelt landbrug som hovederhverv.

Kysten er flankeret af palmer og smukke gyldne strande og pittoreske små havnebyer med det store blå hav som forgrund og de rolige monumentale bjergkæder som baggrund. Jeg ankommer i november måned og vejret er lunt, mildt og solrigt. Jeg fornemmer en anden atmosfære, end jeg er vant til længere der oppe i Toscana og naboregionerne. Ting går vel langsommere, det er noget andet – det er som om der hele tiden er flere led, der skal krydses af, inden målet. Man står og småsnakker lidt inden man sætter sig ind i bilen, selvom chaufføren er ankommet.

Der er forbløffende mange mennesker og procedurer om få, simple opgaver. I begyndelsen gør det mig helt rundt på gulvet. Jeg er dansker, jeg er vant til effektivitet og tjep, tjep, tjep. Vi er 5 danskere og vi eskortereres af ca. det dobbelte i alt, hvad vi skal. Jeg er utålmodig. Men stille og roligt, går det op for mig at dette sted er afstressende. Alt det jeg savner der hjemme. Calabria er økonomisk set en svag region. Rig på ressourcer, på naturlig skønhed, på kultur og historie, men eksportmarkedet, som burde være blomstrende, synes meget begrænset og lidt uudviklet. Turismen lige så – og det er jo paradoksalt det, turister gerne vil have. Det opdagede, hvor turisten ikke møder andre turister. Det kan turisten her i Calabria. Jeg bliver fragtet rundt over store dele af regionen og havner bl.a. i en Agritorismo med ikke bare køer, høns og grise men æsler, store hvide gæs, kaniner, vildsvin med pussenusse søde unger med søde lyserøde gryntende tryner, får med snehvide lam og søde ponyer at ride på. En lille sjov tennisbane og en fodboldplads. En lille spa og sauna og mest af alt – direkte udsigt og meget kort afstand til havet. Det så bare ud som om, der aldrig rigtig havde været nogle gæster endnu. Jeg så på de små simple men velindrettede bungalows – fin plads til en lille familie. Min er stor, 4 børn i den pænt aktive alder, så jeg er altid på udkig efter noget, der kan opfylde min families noget omfattende behov. Dette kunne jo være noget…. Prisen for et ophold her var 35 euros pr. døgn for et lille hus, fri hest og fuldforplejning fra morgen til aften fra det calabriske køkken. Calabria var på mange måder et andet Italien end det jeg er vant til, på andre måder helt det samme.Meget smukt, historisk og kulturelt uhyre interessant.

Gastrnomisk naturligt, sundt og velsamgende. Befolkningen var som alle Iatleinsere er over en kam, enormt gæstfrie, uformelle og imødekommende. Charmerende og humoristiske. Men jeg forstod også, at her er en form for fattigdom. Jeg besøgte lokale producenter af calabrisk lakrids som er blandt verdens mest berømte og oprindelige. Men der synes bare ikke at være den store strategi for markedsføring og kommerciel positionering på det lukrative internationale marked. Jeg fik lært, at den helt specielle citrusfrugt Bergamotte, som er juvelen i det fleste parfumer ( alle fra Yves Saint Lorent, Armarni, Dior, Givenchy, Aqua di Parma – stort set alt ) er fra Calabrien og kun fra Calabrien af alle steder i hele verden. Bergamotte er også den væsentlige aromatiske ingrediens i Earl Grey the. En citrusfrugt med en kilopris fem gange værdien af en appelsin, som er enestående i sine helsefremmende egenskaber og som jeg slet ikke forstår ikke findes på det danske marked som en specialitet. Jeg synes ikke jeg fik smagt nok vine, men de oplevelser jeg dog, havde, var mere spontane end forventet. Og min indsigt blev til dels også politisk. Syditalien kan på sin vis virke lidt naiv. 

 

LIDT FAKTA

Jernbanen fra Rom/Napoli til Sicilien (via Messina strædet) går igennem Calabrien, ligesom motorvejen til Sicilien løber igennem regionen. Der er to internationale lufthavne i Calabrien – Reggio di Calabria samt Lamezia-Terme.

 

Det er væsentligt at vide, at de store velhavende vinregioner, og her tænker jeg på de mest betydningsfulde 3, nemlig Toscana der producerer Brunello di Montalcino og prestigevinene Chianti Classico, Veneto med deres dyre Amarone-vine og Piemonte med ditto pretigevine fra Barolo, alle har nydt godt af de syditalienske vinbønder. Det er en kendt hemmelighed, at nogle producenter har blandet en del syditaliensk vin i deres dyre vine, i årgange hvor deres egen kunne blive en kende for spids, stram eller sur i forhold til en ønsket international smagsprofil. Ikke alle, bestemt ikke, men det er ikke ualmindeligt. Og det er der for så vidt heller ikke noget galt med. Problemet, kan man meget forenklet sige, er at de dygtige og forretningsorienterede nordlige vinregioner er blevet rige og berømte på vine der er hjulpet på vej af de sydlige sunde og velsmagende druer, uden sidstnævnte har fået opmærksomhed for deres egen vinstil. Vinene har så at sige været blind passager, i store italienske vinbrands, og bidraget med sødme, farve og charmerende frugt. Calabrias egne vine er masser af opmærksomhed værd.

For at sige det lige ud, så har de lige præcist den smagsprofil og stil, de fleste skandinaviere er så glade for.Rødvinene er mørke, bløde og utroligt saftige. Let-drikkelige, men på igen måde kedelige. Heller ikke for en sommelier, som elsker sære, sure, stramme, dyre vine fra Toscana og Piemonte. Den manglede brug af fadlagring gør vinene imødekommende, moderne i stilen med masser af solmoden frugt og en fin kølighed over sig, som vil gøre disse vine velegnede til næsten hvad som helst fra en varm sommeraften til simremad i januar. Manglen på brug af fadlagring tillægger jeg i øvrigt praktiske omstændigheder mere end en egentlig ønsket vinstil fra bonden. Jeg stiller et kvalificeret gæt om, at de færreste har råd eller plads til fadkældre og til den fordyrende omstændighed det er , at have vine liggende på fad inden de frigives på flaske. Det er værd at vide, at vinene fra Calabria er lækre, ofte økologiske og næsten latterlige til prisen.

Vine jeg ville vurdere til 80 kroner lå i reglen til det halve. Nogle endnu mindre. Det er synd og skam, for de er meget mere værd. Men godt for dig, kære læser, hvis du er First mover og nysgerrig og vinglad. Hold øje med de Calabriske vine, røde som hvide, om end svære at finde endnu, men jeg spår dem en succesfuld indmarch på det danske vinmarked. Som turist er både Trentino og Calabria fantastiske rejsemål. I Trentino kan du stå på ski om vinteren og cykle eller trekke i bjergene om sommeren, surfe på den legendariske Lago di Garda og drikke lokale mousserende vine foran de smukke kulturelle paladser. I Calabria kan du tage hele din familie med og for meget beskedne midler få hvad hjertet begærer af romantiske og uberørte strande med koralblåt vand. Endeløse smukke kyststrækninger og fantastisk mad og en enormgæstfrihed. Og mulighed for ikke at rende på en masse danske, tyske, engelske turister – so far. Den store forskel på nord og syd kan meget kort illustreres i vinenes karakter og stil. Lige som jeg altid elsker at forklare Toscanas vine som toscanerne selv, ranke, stolte og elegante og Piemontes vine som piemonteserene selv, hemmelighedsfulde, tilbagetrukne, diskrete men dyrebare – så tegner både Trentinos og Calabrias vine et fint billede af regionerne, som jeg oplevede dem.

Ordentligheden, renheden og perfektionen i de hvide, mousserende og slanke rødvine fra Trentino stemte overens med det dresserede og lidt forfinede bymiljø i det klare rene lys og den kultiverede, servile facon og atmosfære hos de lokale norditalienere, der for manges vedkommende talte et perfekt engelsk. I Calabrien gav vinene mig indtryk af en mere u-designet, men naturlig stil – som om der ikke var langt fra de modne druer til vinen i glasset. Naturlige og usminkede, usnobbede tilgængelige vine med sydens power og frugt. Begge regioner kan anbefales for et særegen italiensk kultur, enestående natur, gæstfrihed og virkeligt gode vine til en langt mere diskret pris, end man finder i de mest berømte italienske vinregioner.